Kommunal Ungeindsats

Organisering af den Kommunale Ungeindsats for de 15 til 30-årige i Viborg Kommune

1. august 2019 træder en ny lov i kraft, som giver kommunerne ansvaret for, at alle unge under 25 år får den nødvendige støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fast tilknytning til arbejdsmarkedet.  I Viborg Kommune omfatter den kommunale ungeindsats alle unge mellem 15 og 30 år, som har brug for støtte fra flere forskellige afdelinger i kommunen. Fra august kommer de unge til at møde Viborg Kommune som én samlet enhed.

Formålet er at sikre, at den unge, via en central kontaktperson, får en koordineret og tilpasset støtte til at komme videre i livet.  

Kommunen arbejder sammen på tværs af afdelingerne for at sikre, at den unge får en fælles aftalt støtte fra afdelinger, der arbejder med beskæftigelse, familieområdet og det sociale område. 

Sådan skabes én indgang til kommunen

Det tværfaglige samarbejde består af tre dele: Den tværprofessionelle konference, en uddannelsesplan og en ungeguide.

Tværprofessionel konference:
Her mødes et fast tværfagligt team, som sikrer, at uddannelsesplanen kommer hele vejen rundt om det, der kan hjælpe den unge med at komme i uddannelse eller job. Den unge er selv med på mødet. Hvis man er under 18 år, har man sine forældre med.

Kommunens team består af faste repræsentanter fra Beskæftigelseafdelingen, Socialafdelingen og Familieafdelingen samt ungekoordinator Fidaim Gashi. Repræsentanter fra andre afdelinger kan også være med, hvis der er behov for det.    

Uddannelsesplan:
På konferencen lægger den unge og det tværfaglige team en uddannelsesplan, som den unge kan arbejde videre ud fra med støtte fra ungeguiden. Uddannelsesplanen skal indeholde alle de indsatser, kommunen har igangsat for den unge. Det kan være uddannelse, beskæftigelse eller sociale tiltag.

Ungeguide:
For at den unge kun møder kommunen via én samlet indgang på tværs af de kommunale opgaver, får alle som har brug for hjælp fra flere afdelinger tilknyttet en fast kontaktperson. Det kalder vi en ungeguide. Ungeguiden vil typisk være en person, som den unge kender i forvejen. Det kan f.eks. være en lærer eller en socialrådgiver.

Ungekoordinator Fidaim Gashi er ansat til at sikre, at den tværfaglige indsats for unge bliver gennemført systematisk og struktureret.

Sidst opdateret: 05.07.2019